Dit parforhold lægger ud med dig selv. Dèt styrer, hvordan resten af jeres parforhold kommer til at gå
Jeg er en enlig fyr i midten af ​​tyverne. Jeg tager mig selv åbenlyst og instinktivt i at overveje og også lede efter en partner til et parforhold. Mit mål har faktisk konstant været at blive gode venner med min kommende forlovede i mindst et år, forloves det næste, som inkluderer at blive gift inden jeg bliver tredive.
Dette mål kan måske være langt væk og jeg er åben for at ændre på det. Jeg kan sagtens se præcist hvad jeg søger efter i en fremtid partner. Men jo mere moden jeg bliver, jo mere bemærker jeg at det føles som en "mission" at træffe en person der matcher hvad jeg ønsker og hvad jeg ikke ønsker i en partner. Jeg føler at min længsel forsinker min chance for at møde denne partner.
Nogle gange tænker jeg om, hun overhovedet er derude et sted. Så jeg spekulerer på hvad hun laver på det tidspunkt jeg tænker tanken og om hun tænker på mig. Jeg ved af mine venner netop hvordan de fandt deres partner, da de allermindst regnede med det.
Jeg spørger tit mig selv, om jeg er fysisk attraktiv? Det mest ligetil svar er, at jeg bestemt ikke er i så god form som jeg ville elske at være. Jeg ved at jeg skal have tilmeldt mig et motionscenter. Hvad er en større motiovationsfaktor til end at se godt ud og fremstå som selvsikker med ro i sindet? Når alt kommer til alt, håber jeg at min kommende partner faktisk er forelsket i mig som jeg er. Se også kommunikermedpartner.home.blog/2020/01/21/blandt-en-raekke-traek-som-du-f-eks/